Forside

VILHELM ER REDDET 31 juli 2025

Fondsbevillinger sikrer Museumsskibet Vilhelm H458 bevarelse
Det gode skib VILHELM skal på værft for at gennemgå en omfattende genopbygning.
Midlerne hertil er nu sikret med tilsagn fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney
Møllers Fond til almene Formaal på 500.000 kr., Aage og Johanne Louis-Hansens Fond på
200.000 kr., Kirsten og Frits Frederiksens Fond på 100.000 kr., samt Mikael Goldschmidt på
100.000 kr., i alt 900.000 kr.
Genopbygningen overses af bestyrelsen for VILHELMS Skibslaug på vegne af Gilleleje og
Omegns Museumsforening, som ejer skibet. Formanden for museumsforeningen har netop
underskrevet en kontrakt med Gilleleje Bådebyggeri ApS om arbejdet. Her er den
overordnede tidsplan, at værftet starter arbejdet til september med henblik på at det skal være
afsluttet i marts 2026. Dermed kan Gilleleje og Omegns Museumsforenings medlemmer se
frem til at kunne sejle med VILHELM i næste sæson som det hidtil har været tilfældet,
nemlig normalt hver mandag i sæsonen.
VILHELM er en klinkbygget spidsgattet jagt af isefjordstype; den er et eksempel på den
nordiske klinkbådstradition, der er optaget på UNESCOs liste over den immaterielle
kulturarv, og den eneste der er hjemmehørende i Gilleleje. VILHELM blev bygget i 1888 på
Lynæs af bådebygger Peter Madsen til bagermester Vilhelm Hansen. VILHELM har haft en
omskiftelig tilværelse, men har været hjemmehørende i Gilleleje fra 1900 til 1959 og igen
siden 1988 ejet af Museumsforeningen, som stod for en gennemgribende genopbygning, der
resulterede i at skibet blev erklæret bevaringsværdigt af Skibsbevaringsfonden i 2001 med
bemærkning om at skibet fremstod ret så originalt og var i en yderst god bevaringsstand. Det
skal bemærkes, at VILHELM er en af ganske få både bygget i klinkbådstraditionen, der stadig
eksisterer, som er fra før år 1900.
VILHELM oplever en stærk opbakning fra lokalområdet. Båden er kendt i Gilleleje, og da
det blev tid til at forny ansvaret for båden indkaldte museumsforeningen til stormøde i
Gilleleje Sejlklub. Her mødte et halvt hundrede interesserede frem hvor der blev dannet en ny
bestyrelse for skibslauget ligesom der blev identificeret medlemmer i den kreds, som står for
vedligeholdelsen. VILHLEM oplever også en endog meget stor opbakning fra Gilleleje
Havn, fra lokale handlende, leverandører og andre, som løbende bidrager til bådens
vedligeholdelse.
VILHELM tjener som samlingspunkt for et bæredygtigt fællesskab, som rummer både sociale
og kulturelle aspekter. Det er både de lokale borgere og turister, som til daglig kan glæde sig
over VILHELM, som den normalt ligger i havnen inderst inde ved Søborg Kanals
udmunding. Båden søges vedligeholdt med respekt for dens oprindelse og historie, om end
visse moderne elementer er bygget ind.

Vilhelm Skibslaug og Gilleleje og Omegns Museumsforening
Næste ældre *Siden sidst*
Forside